Fra Middelalderen til slutningen af 1800-tallet var de lokale fiskere også hvaljægere eller mere præcist marsvinsjægere. Den lille hval, marsvinet (Phocaena phocaena) trækker om vinteren op gennem de danske bælter og sunde, og her kunne marsvinsjægerne lægge deres både i kæde over det snævre Lillebælt. Ved at slå med grene i vandoverfladen kunne jægerne drive marsvinene ind på lavvandede områder, hvor de blev slagtet. Tran fra hvalerne blev brugt til belysning ude og inde. Fremkomsten og udbredelsen af elektricitet til belysningsformål underminerede økonomien i marsvinejagten. Under de to verdenskriges mangelsituation genoptoges marsvinejagten for en kort bemærkning. I vinteren 1854 - 55 blev der fanget 1.742 marsvin, men ellers udgjorde en vinters fangst 700 - 800 dyr. Marsvinsjægerne var organiseret i et lav, hvis først kendte skrå er fra 1593. Lavet blev ophævet efter kongelig resolution af 4. maj 1899. Det nuværende Marsvinelav er en lokalhistorisk og selskabelig forening.
